Indflytningsrapporten har til formål at dokumentere lejemålets tilstand ved indflytning, hvilket kan hjælpe med at undgå uenigheder om eventuelle skader ved lejers fraflytning.
Indflytningssyn og indflytningsrapport
En indflytningsrapport er en detaljeret beskrivelse af lejemålets tilstand på det tidspunkt, hvor en ny lejer flytter ind. Inden lejer flytter ind, ofte i forbindelse med overdragelse af nøgler, afholdes der et indflytningssyn. Synet foretages som regel af udlejer eller en repræsentant for udlejer.
Rapporten udarbejdes ofte i samarbejde mellem udlejer og lejer, og kan omfatte både skriftlige noter og fotografisk dokumentation af lejemålet.
Formålet med rapporten er at skabe en fælles forståelse af lejemålets tilstand og derved sikre, at begge parter er enige om eventuelle eksisterende skader eller andre mangler ved lejemålet. Herved kan fremtidige tvister og misforståelser nemlig undgås mellem lejer og udlejer.
⚠️ Vær dog opmærksom på, at det kun er udlejere, der udlejer mere end ét lejemål, der er forpligtet i henhold til lejeloven, til at foretage et indflytningssyn. Modsat er udlejere, der kun udlejer ét lejemål altså ikke forpligtet til at afholde et indflytningssyn. Dog anbefales det klart, at alle udlejere afholder et indflytningssyn, for at fastslå standen på lejemålet.
Det påhviler udlejer at afholde indflytningssyn. Ligesom, at det er udlejers ansvar at indkalde lejer til indflytningssynet.Såfremt udlejer ikke afholder et indflytningssyn, eller hvis lejer ikke indkaldes hertil, følger det af lejeloven, at udlejer mister sin ret til at kræve istandsættelse af lejemålet ved fraflytning, dog med undtagelse af eventuel misligholdelse fra lejers side.
Hvis den nye lejer deltager i indflytningssynet, skal udlejer udlevere en indflytningsrapport ved synet. Hvis lejer derimod ikke deltager i indflytningssynet eller ikke vil kvittere for modtagelsen af indflytningssynet, skal udlejer sende en indflytningsrapport til lejer senest 14 dage efter, at indflytningssynet er afholdt. Såfremt udlejer ikke overholder denne regel, mister udlejer tillige sin ret til at kræve istandsættelse ved fraflytning, udover eventuel misligholdelse fra lejers side.
Selvom udlejer ikke afholder indflytningssyn, kan du som lejer kontakter udlejer og gøre opmærksom på eventuelle ting, du ønsker udbedret, hvis de ikke lever op til det aftalte. Derudover opfordres du som lejer til at lave en fejl- og mangelliste med ting, som du ikke nødvendigvis behøver udbedret, men som du har bemærket ved lejemålet og som du ikke ønsker at hæfte for ved fraflytning.
Derfor er indflytningsrapporten vigtig
1️⃣ Beskyttelse af både lejer og udlejer
En veldokumenteret indflytningsrapport beskytter både lejer og udlejer. For lejeren sikrer rapporten, at vedkommende ikke kan holdes ansvarlige for skader, der allerede var til stede ved indflytning. For udlejeren giver rapporten et klart billede af lejemålets tilstand, som kan bruges til at sammenligne med lejemålets tilstand ved fraflytning.
2️⃣ Undgåelse af tvister
En af de mest almindelige årsager til tvister mellem lejere og udlejere er uenighed om, hvem der er ansvarlig for skader på lejemålet. Det bunder ud i spørgsmålet om, hvorvidt skaderne var til stede før lejer flyttede ind, eller om skaderne er opstået mens lejer har beboet lejemålet. En indflytningsrapport kan hjælpe med at forhindre sådanne tvister ved at give en klar og objektiv optegnelse af lejemålets tilstand ved indflytning.
3️⃣ Juridisk dokumentation
I tilfælde af en retssag kan en indflytningsrapport tjene som juridisk dokumentation. Den kan understøtte en af parternespåstand om, at skaderne enten var til stede ved indflytning eller er opstået som følge af lejers eller udlejers handlinger.
Indholdet i en indflytningsrapport
En grundig indflytningsrapport bør omfatte følgende elementer:
Generelle oplysninger
- Adresse på lejemålet
- Navne på lejer og udlejer
- Dato for indflytning
- Eventuelle særlige aftaler mellem lejer og udlejer
Lejemålets tilstand
Hvert rum i lejemålet bør beskrives detaljeret, herunder:
- Vægge, lofter og gulves tilstand
- Døre og vinduer, inklusive låse og hængsler
- Elektriske installationer og belysning
- Varmeinstallationer
- Køkkenapparater og andet udstyr
- Inventar, hvis lejemålet er møbleret
Billeder
Fotografisk dokumentation er vigtig for at supplere de skriftlige noter. Billeder bør tages af alle rum og eventuelle skader eller mangler. Billederne tjener som bevis for skaden.
Underskrifter
Både lejer og udlejer bør underskrive indflytningsrapporten for at bekræfte, at de er enige om lejemålets tilstand og det, der fremgår i indflytningsrappporten.
Sådan udarbejdes indflytningsrapporten
🧑💻 Forberedelse
Før lejer og udlejer mødes for at udfylde indflytningsrapporten, bør begge parter møde op forberedte. Udlejeren bør sikre, at lejemålet er klar til inspektion, mens lejeren bør have en kopi af lejekontrakten og være klar til at notere eventuelle observationer.
🔍 Inspektion
Lejer og udlejer gennemgår lejemålet sammen, rum for rum. Udlejeren noterer lejemålets tilstand, mens lejeren har mulighed for at påpege eventuelle skader eller mangler. Det er vigtigt at være grundig og omhyggelig i denne proces for at sikre, at alt bliver dokumenteret.
📝 Dokumentation
Når inspektionen er afsluttet, udarbejdes den endelige indflytningsrapport. Begge parter bør gennemgå rapporten omhyggeligt og sikre, at alle relevante detaljer er medtaget. Herefter underskrives rapporten af både lejer og udlejer.
🗄️ Opbevaring
Kopier af den underskrevne indflytningsrapport bør opbevares af både lejer og udlejer. Dette sikrer, at begge parter har adgang til dokumentationen, hvis det skulle blive nødvendigt senere hen.
Dette bør du være særligt opmærksom på
I forbindelse med indflytning er der nogle særlige ting, du som udlejer bør være særligt opmærksom på.
- Hvis udlejer har indført i lejekontrakten, at der er afholdt indflytningssyn, men dette ikke er tilfældet.
- Hvis udlejer haster igennem et indflytningssyn og kun foretager en overfladisk gennemgang af lejemålet. Lejer og udlejer bør være omhyggelige ved gennemgangen af lejemålet.
- Lav en fejl- og mangelliste inden for de første 14 dage efter indflytningen og meddel denne til udlejer, hvis du finder yderligere mangler ved lejemålet.
- Vær sikker på, at du som lejer også har en kopi af indflytningsrapporten.
En indflytningsrapport er et vigtigt værktøj i ethvert lejeforhold. Den beskytter både lejer og udlejer ved at skabe en klar og objektiv optegnelse af boligens tilstand ved indflytning. Ved at være grundig og omhyggelig i udarbejdelsen af indflytningsrapporten kan begge parter undgå tvister. Såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt indflytningssynet og indflytningsrapporten er foretaget korrekt, rådes det til, at du søger juridisk bistand.
Vidste du?
Med Aatos bekymringsfri abonnement kan du få al din hverdagsjura samlet ét sted, herunder blandt andet en gratis juridisk support. Prøv det for 499 kr. allerede nu!