Mulighederne er mange, men er der grænser for, hvilket beløb du må give for i gave til en ven? Gælder der nogle restriktioner, du skal være opmærksom på? Bliver de gaver du giver beskattet? Og i så fald, hvem skal betale beskatningen? Denne artikel giver dig et overblik over, hvad du skal være opmærksom på, når du giver gaver til venner og bekendte!
💡 Det kan være en god idé at oprette et gavebrev, når du giver gaver af større værdi, særligt til nære familiemedlemmer
Hvornår er der overhovedet tale om en gave?
En gave kan defineres som en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel, der gives på baggrund af gavmildhed i gavehensigt.
Eksempler på gaver:
- En aktuel overdragelse af formuegode
- Et løfte om en fremtidig ydelse
- Et løfte om nedsættelse af gæld
- Overdragelse af pengebeløb
Det er dog en betingelse for, at en gave anses som givet, at gavemodtageren kender til gaveløftet, det vil sige, at gavemodtager er klar over, at der er tale om en gave og at modtageren ikke har betalt den fulde værdi af det overdragne.
Læs mere: Hvad er et gavebrev?
Opret et gaverbrev her
Hvad er en skattefri gave?
En skattefri gave er en gave, du kan give uden at der skal betales skat af gavens værdi.
Der er fastsat grænser for, hvor mange penge du må give skatte- og afgiftsfrie gaver for. Dette vil blive gennemgået i følgende artikel.
Hvem kan du give skattefrie gaver til?
Du kan som udgangspunkt give skatte- og afgiftsfrie gaver (op til et bestemt beløb) til dine nære familiemedlemmer. Under ”nære familiemedlemmer” hører bl.a.:
- Ægtefælle (OBS! Der gælder dog ingen grænser for gaver mellem ægtefæller).
- Børn, børnebørn, stedbørn og adoptivbørn
- Forældre og bedsteforældre samt stedforældre
- Samlever, som du har haft bopæl med i mindst to år
- Plejebørn, der har boet ved dig i en sammenhængende periode på mere end fem år, før plejebarnet fyldte 15 år.
Gaver, der ikke indgår i listen ovenfor, er skattepligtige. Medmindre der er tale om skattefrie lejlighedsgaver og lignende af sædvanlig værdi. Hvis du f.eks. vil give en gave, der ikke er en lejlighedsgave til din bror eller søster, vil de være skattepligtige heraf. Det samme gør sig gældende for fjernere slægtninge.
Hvor meget må du give for i gave til en ven?
I år 2023 må du frit give en gave til din nærmeste familie (børn, børnebørn, forældre etc.) på op til 71.500 kr. Hvis du giver større gaver end dette til et nært familiemedlem, skal du oplyse SKAT om dette og der skal som hovedregel betales en gaveafgift på 15% af det beløb, der overstiger det afgiftsfrie beløb.
Hvis du derimod giver en gave til andre end din nære familie, såsom til søskende, venner etc., skal du ikke anmelde dette eller betale gaveafgift, medmindre du har haft fælles bopæl med gavemodtager i mere end 2 år. Derimod skal gavemodtager skrive værdien af gaven på sin årsopgørelse og vil derefter blive beskattet som ”anden personlig indkomst”. Dette medfører, at gavemodtageren skal betale skat (på samme måde som af indkomst) af den gave, du giver.
Maksimumsgrænsen på baggrund af relation til gavegiver (satser for 2023) – et overblik:
- Ægtefælle: Ingen grænse for gavens værdi. Der skal derfor ikke betales skat eller afgift af disse gaver.
- Ugifte samlevende (boet sammen i min. to år): 71.500 kr.
- Barn/stedbarn/barnebarn/oldebarn: 71.500 kr.
- Forældre/stedforældre: 71.500 kr.
- Bedsteforældre: 71.500 kr.
- Svigerbørn (ægtefælle i live og gift): 25.000 kr.
- Søskende og fjernere slægtninge: Skattepligtige – skal skrives på årsopgørelsen.
Undtagelsen: Lejlighedsgaver
Dog er lejlighedsgaver, hvilket er gaver, der gives i forbindelse med særlige begivenheder såsom konfirmationer, fødselsdage, bryllupper og lignende skattefrie, såfremt værdien af gaven efter forholdende ikke overstiger, hvad der må anses som et rimeligt niveau. Der er ingen fast definition af, hvornår en gave er uden for denne maksimumsgrænse. SKAT foretager en konkret vurdering på baggrund af de enkelte sager og de tilhørende forhold.
Hvordan skal gaven værdiansættes?
Værdien af den overdragne gave fastsættes ud fra handelsværdien på overdragelsestidspunktet.
Ud fra retspraksis er det set, at det ved gaver fra udlandet, er gavens værdi her i landet, der skal lægges til grund ved indkomstopgørelsen.
Er der forskel på en gave og arveforskud?
Et arveforskud skal modregnes i den faldne arv og det skal en gave ikke. Derudover kan gaver gives til alle, hvorimod arv kun kan gives til arvinger. Det er vigtigt at klarlægge, om du giver en gave eller et arveforskud. Og det kan være en fordel at oprette dokumentation herpå.
Hvad angår beskatning, så beskattes arveforskud og gaver på samme måde. Det betyder, at du i 2023 må give din nærmeste familie et arveforskud eller en gave på 71.500 kr. uden at skulle betale afgift.
Læs mere: Forskud på arv eller gave?
Hvad er et gavebrev?x
Når du giver gaver af større værdi, særligt til nære familiemedlemmer, kan det være en god ide at oprette et gavebrev. Særligt, når gaverne er af højere værdi. Et gavebrev dokumenterer, at der faktisk er tale om en gave og tjener derfor som dokumentation, hvis SKAT skulle kræve oplysninger herom. På den måde undgår både gavegiver og gavemodtager at risikere at skulle betale en gaveafgift, også selvom gavens værdi er under de nævnte grænser.
Du har tillige mulighed for at gøre gaven til modtagerens særeje i gavebrevet.
Du kan læse mere om gavebreve lige her!