Hvis du vil vide mere om, hvordan arveafgiften ændrer sig, alt efter om I er samlevende eller ægtepar, og hvad det i det hele taget kræver at være samlevende, så læs med her.
Hvad er arveafgiften for samlevende?
Hvis man er samlevende, ligger arveafgiften - eller boafgiften, som det officielt hedder - på 15%. Dette er dog kun gældende, hvis man har boet sammen i mindst to år, eller hvis man har, har haft eller venter barn sammen.
Hvis man ikke kan krydse ét af disse kriterier af, skal der betales en tillægsboafgift på 25%, og denne kommer altså udover de 15%. Det vil sige, at disse arveafgifter tilsammen vil udgøre 36,25% for samlevende, der ikke har boet sammen i mindst to år, eller som ikke har, har haft eller venter barn sammen.
Til skimmelæseren betyder dette:
- Arveafgiften for samlevende er på 15%, hvis man opfylder kriterierne for at være samlevende
- Arveafgiften er på 36,25%, hvis man ikke opfylder kriterierne for at være samlevende
Husk testamentet
Når ovenstående arveafgift for samlevende er givet, skal det dog siges, at man som samlevende ikke automatisk arver hinanden, som ægtefæller gør det. Hvis man ønsker, at ens samlevende kommer til at arve, kræver det derfor et udvidet samlevertestamente.
Med et udvidet samlevertestamente kan du sørge for, at din samlever arver ⅞ af din arv, mens børn begrænses til at arve ⅛. Denne fordeling af arven gælder også for ægtepar, der har oprettet testamente. Hvis man som samlevende ikke opretter et testamente, vil børnene få hele arven.
Dette betyder også, at hvis man ikke har børn, kan man give hele arven til sin samlevende. Derudover får samleveren for eksempel også ret til at udvælge genstande fra den afdødes bopæl, som skal bruges personligt, inden dødsboets aktiver og passiver skal opgøres.
Læs mere: Arv til samlever
Prøv testamente gratis:
Kriterier for at oprette et udvidet samlevertestamente
For at kunne oprette et udvidet samlevertestamente skal man have boet sammen i mindst to år, eller man skal have, have haft eller vente barn sammen, og så må man for eksempel heller ikke sidde i uskiftet bo eller være under separation med en tidligere ægtefælle.
Hvis I ikke opfylder disse krav for at være samlevende, kan I stadig oprette et almindeligt testamente, hvis I ønsker at arve efter hinanden. Husk dog på, at arveafgiften i så fald vil stige.
Hvad er arveafgiften for ægtefæller?
Du har nu lært, at arveafgiften for samlevende er på 15%, og at den ryger helt op på 36,25%, hvis man ikke opfylder kravene for at være samlevende. Det er derfor nærliggende at spørge, hvad arveafgiften så ligger på for ægtepar.
Mens man som samlevende skal betale arveafgift, skal ægtefæller ikke betale nogen arveafgift - altså 0 % i arveafgift.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man skal gifte sig eller være samlevende, kan dette derfor være en relevant faktor i beslutningen.
Samlevende eller ægtefæller - en oversigt
Som I har læst ovenfor, er det billigere at være gift end samlevende - i hvert fald når det kommer til arveafgift.
Hvis I er i tvivl om andre forskelle mellem de to forhold, så læs med i nedenstående oversigt:
- Formuefællesskab: Hvis I gifter jer, får I automatisk formuefællesskab, hvilket vil sige, at I ved en eventuel skilsmisse skal dele jeres formue ligeligt. Dette kan dog ændres med en ægtepagt. Som samlevende har I ikke formuefællesskab, og ved brud kan I - lovmæssigt - blot gå hver til sit.
- Forsørgerpligt: I et ægteskab har I gensidig forsørgerpligt, hvilket vil sige, at I har pligt til at forsørge hinanden og jeres familie. Dette gælder ikke for samlevende.
- Børn: Hvis I som ægtepar får et barn, får I automatisk fælles forældremyndighed. Som samlevende kræver fælles forældremyndighed dog, at der indsendes en erklæring til Familieretshuset.
- Ægtefællebidrag: Som ægtefæller kan det ende med, at den ene ved en skilsmisse skal betale ægtefællebidrag til den anden. Samlevende skal ikke betale noget til hinanden, hvis de går fra hinanden.
- Gæld: Uanset om I er gift eller ugifte samlevende, hæfter I ikke for hinandens gæld - kun hvis I begge er med til at stifte den.
Opret et testamente, der tilgodeser din samlever
Vi vil endnu en gang understrege, at I som samlevende ikke automatisk arver hinanden, og at arveafgiften derfor kun bliver en realitet, hvis I tilgodeser hinanden i jeres testamenter. Ved at oprette et testamente kan I sikre, at I kommer til at arve hinanden, og I kan på samme tid sørge for, at testamentet i sin helhed tager sig af jeres ønsker.
Hos Aatos kan I nemt og billigt oprette et testamente, der tager udgangspunkt i jeres ønsker og behov. Det tager ikke mere end 10 minutter, og I vil kunne se en forhåndsvisning af testamentet, inden I betaler. Ved at bruge en online juridisk tjeneste kan I spare op til 4 000 kr., når vi sammenligner med et besøg hos en traditionel advokat.
💡 Læs mere: