Et arveforskud kan gives, hvis du ønsker at yde en økonomisk disposition til en af dine arvinger her og nu, men samtidig ønsker, at alle dine arvinger i sidste ende får lige meget. Der gælder nogle beløbsgrænser for, hvor meget du skattefrit kan give for i forskudsarv.
💡 Det juridiske grundlag for en gavedisposition ligger i selve gaveløftet fra gavegiver, om end dette er mundtligt eller skriftligt. Men ved større gaver, kan det være en god ide at oprette et gavebrev, så der ikke opstår tvivl om, at der er tale om en gave.
Ved brug af Aatos, kan du hurtig og nemt oprette et gavebrev. Læs mere om gavebrev her!
Arveforskuddet
Ved et arveforskud, har du mulighed for at give et forskud på forventet arv til en af dine arvinger. Det er kun dine arvinger, der kan arve efter dig. Dine arvinger er enten den personkreds, der er arvinger efter arveloven eller de personer, der er indsat som arvinger i dit testamente.
Ved et arveforskud er der netop tale om et forskud på en forventet arv. Det vil sige, at når arven senere hen skal fordeles, så skal arveforskuddet modregnes i arven.
Et arveforskud findes ofte nyttigt, hvis du ønsker at yde en økonomisk hjælp til en af dine arvinger her og nu, men samtidig ønsker, at alle dine arvinger i sidste ende får lige meget af den arv, der vil falde efter dig. Et arveforskud kan ydes i forskellige værdier, og det behøver ikke kun at være rede penge.
💬 Eksempel: Arveforskud
Birgitte har to sønner, Simon og Malte. Malte er lige fyldt 20 år, og han vil gerne flytte hjemmefra. Han har selv sparet mange penge sammen til at købe en lejlighed, men han mangler stadig 200.000 kr. Birgitte og Malte opretter derfor en aftale om arveforskuddet.
Da Birgitte senere hen går bort, efterlader hun sig 600.000 kr. Hendes to eneste arvinger er hendes to sønner. Arveforskuddet, som Malte tidligere modtog, lægges til den samlede efterladte formue. Birgitte efterlader derfor 800.000 kr. Det giver hver 400.000 kr., til Simon og Malte. Men eftersom Malte allerede har modtaget 200.000 kr., får han ved Birgittes død 200.000 kr., mens Simon får 400.000 kr. De to sønner får derfor i sidste ende lige meget af arven efter Birgitte.
Forskellen på gave eller arveforskud
Den væsentligste forskel på et arveforskud og en gave er, at en gave er en vederlagsfri disposition, der gives som et udslag af gavmildhed. Et arveforskud er altså ikke en gave i samme forstand, da arveforskuddet senere hen skal fratrækkes i den faldne arv. Men den skattefrie beløbsgrænse for gaver og arv er den samme.
Skattefrie beløbsgrænser for arveforskud og gaver
Hvor meget du kan give skattefrit afhænger af, hvem du giver dispositionen til. Det er de samme beløbsgrænser, der gælder for arv, som også gælder for gaver.
For ægtefæller gælder som udgangspunkt ingen beløbsgrænse.
Din nærmeste familie må skattefrit modtage op til 74.100 kr. (2024). Hvis beløbet overstiger grænsen, er denne gruppe pålagt at betale 15% i gaveafgift. Din nærmeste familie er:
- Børn, stedbørn og deres børn i alle led
- Forældre
- Samlever/bofælle
- Plejebørn
- Afdøde børn og stedbørns ægtefæller
Bedsteforældre og stedforældre må også modtage op til 74.100 kr. skattefrit i 2024. Dog er denne gruppe pålagt en afgift på 36,25% for beløb, der overstiger grænsen.
Svigerbørn må modtage op til 25.900 kr. i 2024. Hvis beløbet overstiger grænsen, er denne gruppe pålagt at betale 15% i gaveafgift.
Søskende, venner og bekendte skal påskrive værdien af dispositionen på sin årsopgørelse som ”anden personlig indkomst” uanset beløbsstørrelse. Dine søskende og dine venner skal nemlig betale indkomstskat, såfremt du giver dem et arveforskud.
Angående gaver, gælder det dog ikke for almindelige lejlighedsgaver såsom fødselsdagsgaver, så længe beløbet er af beskeden værdi.
⚠️Vær opmærksom på, at det afgiftsfrie beløb er per person, per kalenderår. Eksempelvis betyder det, at et barn i 2024 eksempelvis kan modtage op til 74.100 kr. fra hver af sine forældre i et kalenderår, der regnes fra 1. januar til 31. december.
💡 Læs mere: Afgift af arv og Værd at vide om skattefrie gaver
Alternativer til arveforskud: et familielån
Alternativt til et arveforskud, kan I oprette et familielån.
Et familielån er oftest et lån mellem familiemedlemmer eller nære venner og denne type lån ses ofte at være rentefri. På trods af navnet ”familielån”, gælder der ingen bestemt personkreds eller begrænsning for, hvem man kan tilbyde et sådant lån til. Det er tillige jer selv, det vil sige långiver og låntager, der bestemmer vilkårene for lånet.
Derfor bør du lave en aftale om arveforskud
Det er vigtigt, at der foreligger en klar aftale, såfremt en disposition er et arveforskud. Ved at oprette en skriftlig aftale om et arveforskud, undgår I potentielle tvister senere hen og du risikerer ikke, at en af dine arvinger ender med en større arv, end oprindeligt tiltænkt.
Hvis du vil give et arveforskud, vil det være en fordel både for dig, men også for modtageren af arveforskuddet, at der oprettes en skriftlig aftale om arveforskuddet.
Aftalen vil nemlig;
- Fungere som dokumentation for, at der er tale om et arveforskud og ikke en gave eller et lån.
- Bestemme de nærmere vilkår, der gælder for modtagelsen af forskuddet, herunder kan det aftales, hvem der betaler en eventuel gaveafgift, hvis beløbet overstiger grænsen.
- Indeholde bestemmelse om, at arveforskuddet skal være modtagerens særeje.
💡 Læs mere: Regler for gavebreve
Hos Aatos kan du lave et gyldigt gavebrev. Det koster kun 499 kr.